Til stede: Jesper Langebæk, Flemming Jensen, Dan Pedersen, Anoir Hassouni, Rasmus Brinckmann, David Ottesen.
Referent: David Ottesen
1. Kort præsentation af hinanden (15 min)
- David informerede om at Johnny Rasmussen ikke kunne deltage, men at han er villig til at tage positionen som kasserer i klubben. Yderligere har Arne Frederiksen interesse i at være i bestyrelsen hvis der er behov for det.
- Ellers en kort præsentation af hinanden.
2. Præsentation af ”projektet” Nørrebro United (15 min)
- Flemming og David informerede om de tanker der ligger omkring klubben på længere sigt.
Vi tog udgangspunkt i det oplæg der var lavet til infomødet.
Vi snakkede om bestyrelsens rolle i forhold til styregruppen og klubben som helhed. Bestyrelsen skal koncentrere sit arbejde omkring udvikling og forankring af Nørrebro United. De mere dagligdags ting, som anskaffelse af tøj, materialer, info til forældre, opstart af hold og anskaffelse af trænere er Davids opgaver sammen med de der har tid og kræfter til at hjælpe.
3. Konstituering af bestyrelsen (10 min)
- Formand: Flemming Jensen, Næstformand: Dan Pedersen, Ungdomsformand: Rasmus Brinckmann, Kasserer: Johnny Rasmussen, Menige medlemmer: Jesper Langebæk, Anoir Hassouni, David Ottesen.
4. Status og information (Udsendt)
5. Sager til Drøftelse (45 min)
o Opgaver i forhold til administrator / økonomi
- Projektets penge ligger under KAB og administreres igennem dem. Nørrebro Uniteds opgave fremover bliver at rejse de nødvendige midler som klubben får behov for.
o Udvalg i klubben
- Vi opretter først diverse udvalg i klubben når der er behov for det. I første omgang fordeler vi de opgaver klubben står over for ud til dem der har tiden og kompetencerne.
o Kunstgræs
- Vi har fået et uforpligtigende tilbud fra Virkelund sport, på at få kunstgræs på asfaltarealet(størrelse:40x40) ved siden af den store græsplæne. Samtidig afventer vi kommunens endelige beslutning på hvor den bane de vil lægge på ydre Nørrebro, bliver placeret. Vi har ansøgt om at den bliver placeret på det asfaltareal i parken. (Flemming, Jesper og David følger op)
o Klubhus
- Indtil nu er der ingen steder der ligger klar til at vi kan bruge det som klubhus. Der blev foreslået at høre Hillerødgade skole, klubben i Lundtoftegade og Sct. Stefansfritidshjem om lån af lokaler. Vi snakkede om mulighederne i at bruge huset hos den bemandede legeplads i parken. Evt. kunne vi samarbejde om at søge midler til at forny/forbedre/udvide dette hus, hvis der er stemning for det hos Gitte(leder) og Jess. Jesper mener ikke det er realistisk at håbe på en pavillion i eller omkring parken, da området er fredet. (David følger op)
o Fundraising
- I første omgang har vi planer om at søge penge til et pigeprojekt i Nørrebro United. (Flemming og David). Ellers tager vi opgaverne som de kommer. (Johnny og David er klar til at lave målrettede ansøgninger)
o Visioner for Nørrebro United
- Vi snakkede hovedsageligt om dem vi havde sat på i infomaterialet – flere forskellige idrætsformer i klubben, stærk og nytænkende klub, seniorbold, ”små” hold på alle skoler - hvor vi træner børnene på stedet, mm. Flere Visioner vil komme i takt med udviklingen af klubben.
o Evt.
- Kontingent i klubben er sat til 400kr for et halvt år, med start betaling første august. Vi snakkede om hvordan der kunne betales på alternetive måder for de der vil have det svært med det. Vi kom frem til 3 løsninger i klubben:
1. At betale
2. At få det betalt – af kommune, fonder eller andre
3. at lave en aktivitet – yde et stykke arbejde for klubben – for på den måde at få det betalt.
(Anoir, Rasmus, Dan og David lægger en strategi for dette inden august)
- Velkomstpakke/folder til børn og forældre. (David arbejder på det)
- PR.: Nørrebro United skal forsøge at deltage i større arrangementer i Nørrebro parken for at gøre sig synlige. Med tiden kunne vi måske stå for nogle større arrangementer selv, men i første omgang bliver vores ”egne” arrangementer skoleturneringen (som vi afholdte i oktober sidste år), og street soccer turnering som vi afholder i slutningen af maj/start juni, sammen med en række samarbejdspartnere. Det vigtige i disse sammenhænge er at få involveret diverse samarbejdspartnere. (Rasmus og David aftaler i første omgang hvad vi gør)
Kvindelig træner/rollemodel: Det er en vigtig opgave for klubben at få pigefodbold op og køre. Dertil har klubben brug for en kvinde som pigerne kan bruge som rollemodel. (Flemming og David arbejder videre på et forslag)
6. Fastsættelse af de næste møder (5 min)
- Næste møde: mandag d.9/6-08 kl. 17.00 Møde 3: d.16/9-08 kl.10.00
Møderne bliver indtil videre afholdt i Lundtoftegade 87.