NØBU. prisen 2008 gik til Nørrebro United.
Onsdag aften d.5-11-2008 kl.17.00 tildelte NØBU fonden deres pris på 25.000kr til Nørrebro United. Nørrebro United fik i år prisen, da klubben siden sin start i marts 2008 har haft en stor fremgang af medlemmer samt har gjort et stort stykke arbejde for at aktivere så mange børn, frivillige og forældre i foreningen som muligt. 5hold, 3 drenge og 2 pige hold, samt 10-12 frivillige er det blevet til på under et år.
I en bydel som ydre Nørrebro er det vigtigt at der hele tiden er ildsjæle der står klar til at gøre noget for de mange børn og unge som bor i området. Sådanne ildsjæle findes i Nørrebro United, sagde fondens formand Niels inden overrækkelsen til klubbens stolte medstifter David Jacobi Ottesen og de glade Nørrebro United spillere der var med til denne aften.
Det var et flot arrangement i verdenskulturhuset på Nørre Allé, hvor kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev også deltog. Borgmesteren holdt en kort tale hvor hun bl.a. kom ind på hvor vigtig idrætten er for både integrationen og for at give børn/unge mulighed for at få nogle sunde fritidsinteresser. Yderligere kunne de mange gode sportsklubber og deres arbejde med børnene på Nørrebro, være med til at skabe fokus på de mange positive ting der sker i bydelen, i stedet for de få negative episoder der ofte stjæler opmærksomheden.
Nørrebro United glæder sig meget over prisen hvor planen er at en stor del af pengene skal gå til en fodbold tur næste sommer for klubbens medlemmer og frivillige. Prisen viser os at vores arbejde bliver værdsat og det er vi meget glade for siger David Jacobi Ottesen. Klubben vil gerne takke alle de frivillige, vores samarbejdspartnere og børnenes forældre for deres støtte og engagement, uden dem kunne det ikke lade sig gøre. En stor aften for Nørrebro United og et flot klap på skulderen til alle de aktive omkring klubben.

