Fredag d. 23. januar skulle Nørrebro Uniteds U 15 piger spille deres allerførste kampe. Vi tog til Taastrup, hvor vi skulle deltage i en turnering.
Inden vi tog af sted var både pigerne og jeg meget spændt på, hvilket niveau de andre hold havde. Men jeg kunne dog forsikre dem om, at det ikke var de allerbedste U 15-piger, der ville deltage, da det var en turnering for B- og C-række hold. Det hjalp lidt på nervøsiteten.
Vi skulle spille 3 kampe i løbet af aftenen – 5 kampe, hvis vi gik helt til finalen.
Pigerne var helt klar på at give den gas på banen, og var meget opsat på at spille det bedste de havde lært. De 2 første kampe startede vi rigtig godt ud, og havde et par rigtig store chancer, men skudbenene var ikke lige helt indstillet. Vores modstandere var til gengæld gode til at udnytte deres chancer, så begge kampe tabte vi 2-0.
Efter de to kampe var pigerne selvfølgelig lidt slukøret, men alligevel kunne de godt se, at vi egentlig godt kunne følge med. Vi manglede bare, at komme til flere chancer. Så vi fik snakket godt om, hvordan vi kunne få scoret nogle mål – det var nu vigtigere for os, end at vinde en kamp.
Den sidste kamp gik i gang. Og efter 1 min var vi foran 1-0. Det var stort. Lige pludselig flød spillet. Pigerne løb godt for hinanden, kaldte på bolden og spillede den flot rundt. Vi fik scoret yderligere 3 mål på baggrund af flot sammenspil. Og da vores modstandere kun fik scoret 2 gange på grund af godt forsvarsspil og en rigtig flot målmandspræstation, kunne vi ved slutfløjt gå fra banen som vindere af kampen.
Pigerne var ellevilde. Og nu kunne de sagtens se, at de kunne være med.
Efterfølgende har vi også snakket meget om, at pigerne gerne vil til at træne for dem selv. Så det vil vi i klubben arbejde hårdt på at få op at stå. Vi skal have nogle flere piger til holdet og fundet en træner til dem. Men det vi har at bygge på til et U15 hold ser rigtig godt ud.
Så det bliver spændende at se deres udvikling.
/Ida
