Menu

Referater fra weekendens kampe uge 40

11. oktober 2016 kl. 00:00
Læs historier og referater fra nogle af de mange Nørrebro United kampe i weekenden 7. oktober - 9. oktober

U15 Drenge Årgang 2002

af Chistoffer Starnov

  • Række: 2
  • Modstander: Vanløse
  • Resultat: 1-3.
  • Målscorere:
    • Hashim al-Maliki

Vi måtte i fredags lide et nederlag i en flot spillet kamp.

Vanløse pressede på, og havde et højt koncentrationsniveau, som over hele kampen set, gav dem sejren. Vi spiller flot i de første 10 minutter, men de næste tyve og halvlegen ud, spiller vi på lange, høje bolde op mod vores angreb, men Vanløses forsvar stod for langt tilbage på banen, til at vores konstante kontra forsøg, kunne føre noget med sig. De får i den anden ende produceret to mål. Før dommeren fløjter til halvleg, når Hashim al-maliki at banke bolden ind fra 30 meter med en klassisk tåhakker. Bolden rammer overlæggeren og havner akkurat ned bag stregen til resultatet 1-2 ved pausen. I halvlegen får vi samlet kræfterne og vigtigst af alt snakket om vores fejl. Vi kører herefter hårdt på i anden halvleg, hvor vi har den største del af boldbesiddelse.

Desværre lykkedes det os ikke at lave det ønskede comeback, men håbet forsvandt aldrig på det grøn-hvide hold, som kæmpede til det sidste. Kampens spiller blev Murtada Assad, som løb med flest stemmer efter en kamp, hvor han havde spillet på tre forskellige positioner, højre back, central midt, og angriber, samt fik slået nogle flotte hjørnespark.

Stemningen var stadig god i omklædningsrummet efter kampen, og vi ser frem mod næste fredag når vi møder KB, og spiller om anden pladsen i række 2.

U14 Drenge Årgang 2003

af Søren Villumsen

  • Række: 5
  • Modstander: KB
  • Resultat: 4-9.
  • Målscorere:
    • Lukas 1
    • Jeison 1
    • Laurits 2

Fysisk stærk og velforberedt KB-trup, havde ikke i sinde at dele point ud på egen hjemmebane.

I fredags mødte Nørrebro United en fysisk stærk og velforberedt KB-trup, der kommer først ud af starthullerne, og hurtigt får etableret dominans på midtbanen. Fra denne position begynder de at slå lange bolde bag Nørrebros forsvarskæde, og med ren og skær fysisk overlegenhed får de gang i scoringerne. KB's forspring slår dog ikke Nørrebro-holdet ud, og efterhånden som kampen skrider frem, kæmper de grøn-hvide sig længere og længere op ad banen. Stille og roligt skifter midtbaneovertaget hen i Nørrebros favør og pludselig er det et KB-hold, der skal reagere på det offensive pres. Det udmunder sig blandt andet i et frispark omkring midterlinjen, hvor Ali sender en sender en flot bold ned mellem KB's forsvar og målmand. Denne bold bliver løbet op af Lukas, der med stor sikkerhed passerer målmanden med en indersideafslutning. Scoringen bliver blandt andet fejret med 'Haluf dansen'.

Spillet fortsætter på Nørrebros præmisser og kort før pausen tager Laurits en dribletur ind i feltet langs baglinjen, og løfter bolden over målmanden til en pivåben Jeison, der med lethed gør det til pausestillingen 7-2.

2. halvleg viser sig at blive det bedste fodbold Nørrebro-holdet har spillet i denne sæson. KB viser stadig flotte offensive takter, men Nørrebros forsvar, anført af August og Simon, afviser dem gang på gang. I den anden ende spiller Nørrebro sig frem til mange flere chancer end der kan blive plads til i dette referat. Blandt de, der bør fremhæves, har vi en god håndfuld friløbere, hvor Jeison pisker fra KB's forsvar. Ingen af disse chancer resulterer dog i mål. Derimod lykkedes det Laurits, at gøre hele venstrekanten til sit egen turf. Her bød han på både indlæg, dybdestikninger og langskud. Og hele to gange lavede han et par næsten identiske mål, hvor bolden bliver placeret oppe i det korte hjørne.

Nørrebro viser i 2. halvleg at de både på kondition og vilje er den gamle københavnerklub overlegen, og med en smule ekstra skarphed i afslutningerne, kunne Nørrebro muligvis have præsteret et kæmpe comeback.

Halvlegen ender 2-2, men desværre er en kamp 70 minutter, og med et samlet resultat på 9-4 må vi dog erkende at KB på dagen var det bedste hold. Dermed ikke sagt at Nørrebro ikke havde grund til at gå fra banen med oprejst pande. Alle spillere, lige fra Josef i målet til den tilbagevendte Lunden i angrebet, gav den 100% i fredags. Mange spillere fik afprøvet nye positioner, og klarede det med bravur, som f.eks. Mathis, der viste flair for midtbaneopgaven, og Abdullahi, som på den centrale midt vandt samtlige nærkampe. Det var en ren fornøjelse, gutter!

Veteran Tigers

af Kaspar Hviid

  • Række: Veteran 1 7M Efterår
  • Modstander: KB
  • Resultat: 3-5.
  • Målscorere:
    • Thomas Gram
    • Simon
    • Løven

Ærgerligt nederlag til taktisk bedre modstander

Det var en flok opsatte og ærgerrige tigre, der stod klar til kamp på hjemmebanen i Nørrebroparken.

Tigrene startede velorganiseret og udnyttede, at KB'erne fejlagtigt forventede en walkover og derfor begyndte kampen i en meget offensiv opstilling. Det gav masser af plads til troldmanden på midten og helt fortjent bragte først Gram og dernæst Simon tigrene fortjent i front med 2-0.

20 minutter inde i halvlegen foretog KB en taktisk rokering og havde held til kynisk at udnytte 2 standardsituationer til at udligne inden pausen. I pausen var der vanen tro masser af ideer til taktiske modtræk; desværre manglede disciplinen da de skulle føres ud i livet... KB'erne spillede klogt og lykkedes trods højere alder og mindre løbepensum fra en kompakt defensiv at score på kontra 3 gange i løbet af første halvdel af anden halvleg.

Med ryggen mod muren fandt tigrene god moral frem og fik presset spillet frem på banen og de sidste 10 minutter foregik stort set alt spil i og på kanten af KBs felt. Holdets løve fandt den lange tå frem og prikkede en reducering ind - og kun adskillige gode redninger holdt NBU fra at reducere yderligere.

Konklusionen er, at 30 gode minutter desværre ikke er nok til at vinde kampe og torsdag står den på taktiksnak efter aftentræningen.

Kom igen tigre - GRRRRR!!