Menu

Nørrebro Uniteds bestyrelse inviterer til fredagsworkshop om fremtidens Nørrebro United

image
11. juni 2019 kl. 17:18
Kom og giv dit indspark til fremtidens Nørrebro United fredag d. 20. september

Nørrebro United har været i en rivende udvikling de sidste 10 år, og vi mener, at det nu er på tide at stoppe op, gøre status og lave en plan for den fremtidige udvikling.   

Derfor inviterer Nørrebro Uniteds bestyrelse jer til en fredagsworkshop, vi har valgt at kalde ”Fremtidens Nørrebro United”.

Nørrebro United drives af jeres engagement, og derfor er det afgørende, at så mange som muligt af jer dukker op og kommer med jeres indspark og indgår i diskussionen omkring fremtidens Nørrebro United. Ingen forslag er for små eller for store.

Har vi lyst til f.eks. at bruge kræfter på at arrangere loppemarkedet på Stefansgade eller fodboldture til Vildbjerg?

Hvad giver vores børne og unge medlemmer den bedste oplevelse i Nørrebro United?

Hvad skal der til for at gøre seniorafdelingen til den bedste i København?

Skal Nørrebro United udvides med flere sportsgrene eller skal vi holde fast i dem vi har?

Skal NBU bruge flere kræfter på at inkludere flere børn og unge i fællesskabet eller skal vi bruge flere kræfter på at holde på dem vi har?

Skal vi udvide foretagendet med en kaffevogn? En hoppeborg? Fredagsbar?

Hvordan gør vi klubhuset bedre? Hvad kan der gøres i Mimersparken? Hvordan skal Nørrebro United vise sig i byen?

Vi har brug for jeres tanker, drømme, kræfter, kritik og betragtninger. Det gælder både jer, der er aktive på banerne, er trænere/holdledere for et hold eller måske blot ser på udefra som forældre.

Derfor inviteres I alle til workshop omkring fremtidens Nørrebro United

Fredag d. 20. september fra 17:00 – 18:30 i klubhuset på Husumgade 44.

Vi sørger for drikkevarer, lidt spise og snacks, og alle er velkomne til at blive hængende bagefter.

Har forældre brug for at tage børn med, så bare rolig, vi sørger for børnepasning på 2.sal.

Alle er velkomne uanset tilknytning til klubben.

Der er ikke behov for tilmelding, men vi håber selvfølgelig at se så mange af jer som muligt.

Venlig hilsen

Nørrebro Uniteds bestyrelse

;
Luk