Menu

Tak for i lørdags!

19. juni 2018 kl. 10:48
Pigestævne med landsholdsbesøg, en fyldt Hans Tavsens Park og en dansk VM sejr!

Den sidste jubilæumsfest i denne omgang!

I lørdags rundede vi vores 10 års jubilæum af med en sidste folkefest i Hans Tavsens park.
Dagen bød på pigestævne i streetfodbold efterfulgt af storskærm til dagens VM kampe, imens Stefanos langede burgere ud til de sultne fans.

Stævnet blev afviklet i samarbejde med DBU København, og vi fik besøg af et par vaskeægte landsholdsspillere, som spillede kampe mod pigerne.

Forældre og fans mødte talstærkt op for at støtte deres hold. Udover Nørrebro United var flere af hovedstadsklubberne inviteret til stævnet. Island er åbenbart en populær størrelse, da man under stævnet pludselig hørte et brøl fra de mange tilskuere til storskærmen. Det var naturligvis den islandske keeper, der reddede Messis straffespark.

Efter alle kampene til stævnet var blevet afviklet, rykkede festen over til storskærmen. Kl. 18.00 skulle Danmark nemlig spille mod Peru. Hans Tavsens park har aldrig været så fyldt, og unge som gamle var klar til at heppe.

Fejringen af både Perus brændte straffe og Yussuf Poulsens mål skabte jordskælv på Nørrebro!
I løbet af kampen blev himlen mørkere og mørkere, hvilket symboliserede Danmarks spil, som faldt i niveau.
De sidste ti minutter var Peruviansk skydetelt på Schmeichel, og pludselig åbnede himlen sig og et skybrud væltede ned over de mange fodboldfans.

Det stoppede dog ikke festen, selvom mange måtte søge ly under træer. Ligesom Danmarks landshold holdt fansene ud, og da dommeren fløjtede af, dansede vi regndans og sang fællessang.

Tak for samarbejdet:
DBU KBH
Rabarberlandet
Et sted på Nørrebro

;