Menu

Nørrebro United: mangel på baner gør det svært at aktivere alle fodboldinteresserede unge på Nørrebro

image Nørrebro Cup 2021
Astrid Bertelsen og Casper Beedholm
30. november 2021 kl. 10:19

Nørrebro United: mangel på baner gør det svært at aktivere alle fodboldinteresserede unge på Nørrebro

På Nørrebro er pladsen trang. Bydelen er Danmarks tættest befolkede, og både idrætsfaciliteter og rekreative park- og naturområder skal deles af mange. Hos foreningen, Nørrebro United, kan dette i den grad mærkes. Efterspørgslen på at spille fodbold på Nørrebro er stor – faktisk så stor at Nørrebro United ikke kan følge med. Ikke fordi foreningen ikke har engagement eller motivation for at få alle med, men fordi Nørrebro United, med de få banefaciliteter de har til rådighed, simpelthen ikke har kapacitet til alle. Det betyder, at foreningens ventelister ’boomer’ med børn og unge, der ikke kan starte til fodbold. Og uden udsigt til flere fodboldarealer på Nørrebro vil flere fodboldlystne børn og unge blot blive parkeret på selvsamme liste.    

Alternative løsninger
En sådan liste er for Nørrebro United ikke tilfredsstillende og med foreningens slogan, lokal og social, som bannerfører, har Nørrebro United igangsat flere tiltag og alternative løsninger til den kedelige venteliste. Tiltag, der skal gøre det muligt at aktivere alle børn og unge, der kunne have lyst til at spille fodbold. Et af disse tiltag er, at Nørrebro United har opstartet et fredagstræningstilbud for alle unge mellem 8-12 år, der står på klubbens venteliste. Hermed er der skabt en aktiv venteliste, med ”sved på panden”, der forhåbentlig med tiden, permanent kan erstatte Nørrebro Uniteds venteliste, og på den måde sætte et aktivt fællesskabstilbud i stedet for en kedelig og stationær liste.

Hos Nørrebro United har man hele tiden haft en tese om, at den store fodboldinteresse ikke blot manifesterer sig på klubbens ventelister. Overalt på Nørrebro er der børn, der gerne vil spille fodbold, men især for mere ressourcesvage familier kan det være en udfordring at få skrevet sig op –fx fordi det kan være svært at gennemskue ventelistesystemet eller indmeldingsprocedurer

En tese som Nørrebro United i højere grad ser bekræftet. Blandt andet gennem foreningens alternative brug af små boldbure i Lundtoftegade og Wesselsgade. Her har Nørrebro United gennem hele efteråret afholdt gratis’ træningsforløb med stor succes og med stor deltagertilslutning fra lokalområderne – især blandt foreningsløse børn og unge.

Og eksemplerne fra Lundtoftegade og Wesselsgade står ikke alene. Hen over fire uger i august og september afholdt Nørrebro United fodboldturneringen Nørrebro Cup. En turnering, der var gratis og åben for alle unge mellem 13 og 15 år. For at deltage skulle de unge samle fem venner, finde på et holdnavn og tilmelde sig et af de tre kvalifikationsstævner. I løbet af de tre stævner deltog mere end 200 drenge og piger og med hold som Araberne, F.C. Moroccans, LTG (Lundtoftegade), BGP (Blågårdsplads), TGB F.C (Tagensbo) og De Varme Lande vidner det om, at Nørrebro Cup lykkedes med at samle unge på tværs af hele Nørrebro.

Stigende efterspørgsel
Efter disse tiltag er efterspørgslen på at spille fodbold i Nørrebro United blot vokset. U14-drengeholdet er et af de få hold, hvor det har været muligt at tage nye spillere ind, og en af de heldige, der har fået plads på holdet er 13-årige Abdel, der startede efter at havde deltaget til Nørrebro Cup.

Abdel har i en længere periode været uden for foreningslivet og spillet gadefodbold med vennerne. Gennem Nørrebro Cup fik Abdel kontakt til U14 træneren i Nørrebro United og fik efterfølgende mulighed for at starte. ”To af mine venner tænkte også, da de var med til Nørrebro Cup, at Nørrebro United var fedt, så de har været til prøvetræning på holdet og vil også gerne starte”, fortæller Abdel.

Abdels nye holdkammerat, Abdi, som også deltog i Nørrebro Cup fortæller, at turneringen var med til at få ham til at starte på et fast hold: ”jeg gik til fodbold før, men var stoppet, og så ledte jeg efter et nyt hold. Så til Nørrebro Cup sagde U14-holdets træner til mig, at jeg kunne komme til prøvetræning og så blev træningen grineren. Og så startede jeg.”

Abdi og Abdel er langt fra de eneste, der på bagkant af Nørrebro Cup gerne vil spille i Nørrebro United. De er til gengæld stort set de eneste, der HAR fået mulighed for det. Mulighed for at komme ind i et aktivt, demokratisk og meningsfuldt fællesskab hvor relationer på tværs af social og kulturel baggrund dyrkes – ja selv relationer på tværs af Nørrebro.

Men sagen er desværre den, at U14-drenge-holdet, som Abdel og Abdi var heldige at få plads på, nu består af 50 spillere, der kun har en halv 11-mands bane til rådighed. Holdet har altså nået sin begrænsning og det samme gør sig gældende for Nørrebro Uniteds andre hold. Med andre ord er der ikke fodboldbaner nok til at tilbyde alle de fodboldglade unge på Nørrebro en plads i foreningen.

Manglende baneplads gør de gode løsninger uholdbare på længere sigt
I stedet må de mange resterende fodboldinteresserede unge, tage sig til takke med de ’alternative’ løsninger. Løsninger som tilbyder fodbold til børn og unge, som gerne vil foreningslivet, nu og her, men det er desværre tiltag, der kun er midlertidige. For selvom Nørrebro United ønsker at fortsætte med at facilitere de alternative fodboldformater, da det muliggør at møde og aktivere mange flere unge (især fra udsatte boligområder), så er det ikke holdbart. Tiltagene er både ressourcekrævende og ikke mindst omkostningstunge, og uden en fast medlemstilstrømning, kan disse tiltag på sigt ikke længere faciliteres. Og det er en bitter erkendelse, når Nørrebro United har fundet en række gode metoder til at nå ud til hele bydelens mange unge.

Derfor undrer det Nørrebro United, at der ikke er større lokal opbakning til at anlægge den omdiskuterede fodboldbane i Nørrebroparken. For med den seneste beslutning om at blokere anlæggelsen af en sådan bane bliver børn og unge på Nørrebro frataget muligheden for at deltage i et sundt og aktivt fodboldfællesskab, som så mange af dem efterspørger.

Luk