Menu

Inklusion af Børn og Unge i foreningslivet

21. september 2017 kl. 17:49
Nørrebro United har etableret samarbejde med Idrætsprojektet

Inklusion af Børn og Unge i foreningslivet

Nørrebro United har etableret samarbejde med idrætsprojektet om inklusion af børn og unge fra lokalområdet, der har brug for støtte og hjælp til et aktivt fritidsliv

Alle har ret til at komme til sport og idræt i en forening, men ikke alle har samme mulighed for at etablere kontakt til foreninger og klubber på Nørrebro. Det skal et nyt samarbejde mellem Nørrebro United og Idrætsprojektet lave om på. Samarbejdet skal frem over sigte mod at inkludere flere børn og unge fra Idrætsprojektet i Nørrebro Uniteds tilbud. Det vil sige både håndbold og fodbold, og hvad fremtiden ellers måtte bringe af aktiviteter.

Samarbejdet betyder, at Nørrebro United har forpligtet sig til at modtage lokale børn og unge på hold i foreningen for på den måde at sikre, at klubben også inddrager de børn og unge, der ikke umiddelbart ville kunne finde vej til foreningslivet på egen hånd. Idrætsprojektet prioriterer i deres arbejde med børn og unge at skabe en tryg overgang til foreningslivet og at støtte de børn og unge, der er klar til at træde ind i fællesskaber, så de på sigt vil kunne deltage på egen hånd.

”Det er en enestående mulighed for at samarbejde på tværs af sektorer, og samarbejdet er jo i sig selv et eksempel på den form for forening og den form for social ansvarlig virksomhed, som Nørrebro United vil stå for og være kendt for” udtaler Niels Bugge, der er koordinator for samarbejdet for Nørrebro United.

Idrætsprojektet er en del af Københavns kommune socialforvaltning og arbejder bl.a. med børn og unge der har brug for støtte og hjælp til et aktivt fritidsliv i en etableret forening. ”I praksis kommer samarbejdet til at betyde, at enkelte børn og unge vil finde vej til vores hold uden om ventelisten, samt at trænere fra idrætsprojektet vil bringe børn og unge til træning og bidrage til, at vores nye medlemmer falder godt til i klubben, indtil de er klar til at gå til træning selv. ”

Som led i implementeringen vil berørte hold og trænere blive kontaktet af klubben, inden nye børn og unge kommer til. Nørrebro United ser frem til det nye samarbejde og glæder os over, at vi endnu en gang kan bryste os af, at Nørrebro United først og fremmest er en Lokal og Social forening, hvor der er er plads til alle.

;
Luk